torsdag den 18. juni 2015

Millionaires' Shortbread



INGREDIENSER

  • Shortbread:
  • 250 g hvedemel
  • 70 g rørsukker
  • 175 g SMØR (blødgjort)
  • Karamel:
  • 100 g SMØR
  • 100 g muscovadosukker
  • 2 ds kondenseret mælk (a 397 g)
  • Chokoladen:
  • 300 g flødechokolade
  • 15 g SMØR

FREMGANGSMÅDE

Shortbread:
Dejen kan enten laves i hånden - eller i en foodprocessor. Anne (med de stærke raske arme) lavede den i et snuptag i en skål. De 3 ting smuldres sammen til konsistensen er som grove brødkrummer. Derefter æltes den hurtigt sammen til en dej og trykkes ud i en letsmurt form på ca 23 x 33 cm. Der må endelig ikke æltes ret meget - for så aktiverer man melets gluten og dejen bliver sej. Og det er no go - for den færdigbagte shortbread skal være sprød.
Kiksebunden' skal prikkes.
Fadet sættes i ovnen på 180°C i ca 20 minutter. Den skal føles fast og være let gylden.
Og så skal den køle helt af. Og man skal lade den være mens den køler af.

Karamel:
Rør alle ingredienserne sammen i en gryde og tænd på svag varme. Rør til sukkeret er smeltet. Skru lidt op for varmen og rør hele tiden mens karamellen bobler til den ønskede konsistens. Den skal både ændre farve og viskositet. Den fik liv til at koge næsten 15 minutter.
Karamellen hældes ud på den afkølede bund og fordeles med en dejskraber.
Og så skal den igen køle af - mindst 3 timer ved stuetemperatur. Den bliver bedst hvis man springer køleskabet og hurtig nedkøling over - karamellen skal ha' tid til at gå i symbiose med bunden.

Chokoladen:
Til sidst smeltes 300 g flødechokolade (brug endelig mørk eller 50/50 hvis det er det du foretrækker). Chokoladen blev zappet i mikroovnen i 30 sekunders intervaller til den var smeltet. Der blev rørt 15 g SMØR i for at gøre den nemmere at skære.
Chokoladen blev fordelt over karamellen - og kagen fik lov til at stå natten over. 







Ingen kommentarer:

Send en kommentar